Er en rodbehandlet tand en farlig tand?

Er en rodbehandlet tand en farlig tand? Og skal alle rodbehandlede tænder absolut trækkes ud?

En rodbehandlet tand er en livløs tand og jeg synes det er mere relevant at spørge sig selv, hvorfor livsenergien er lukket ned på det livsområde, som tanden repræsenterer. Efter min mening skyder man ’budbringeren’, hvis en tand skal trækkes ud, blot fordi den er rodbehandlet. Der er mange gode historier om helbredelse af forskellig art, når en rodbehandlet tand er trukket ud. Og de historier elsker jeg. Men jeg elsker endnu mere, når mennesker bliver klogere på sig selv, fordi de har forstået kroppens budskab. Og det sker ikke nødvendigvis i processen.

Når en tand skal rodbehandles, er det fordi livsenergien er lukket ned. Man kan også karakterisere det som manglende forbindelse til sig selv på et bestemt område. Det kan være en lettelse at miste sådan en tand, men det kan også være, at der er opstået en ny balance, som gør tanden til en nyttig partner. Det er individuelt.

En klient fortalte mig en rystende historie. Efter en holistisk tandlæges råd, fik hun trukket syv rodbehandlede tænder ud, som aldrig havde givet hende problemer. Hun fik erstattet tænderne med porcelænsbroer. Broerne holdt ikke, så efter noget tid knækkede først den ene bropille, dernæst den næste. Hun fik i stedet implantater, som heller ikke stod distancen. Hun endte med en delprotese – altså med løse plastiktænder.  Hun fortrød bitterligt, at hun havde fulgt tandlægens råd, uden at mærke efter, hvad der var mest rigtigt for hende selv.

 

.

Forleden havde jeg en session med en kvinde, som havde problemer med en fortand. Hendes venstre 1’er i overmunden (man tæller fra midtlinjen) var øm og formentlig død. Hvis jeg stadig havde været konventionel tandlæge, havde jeg rodbehandlet den. Og så var hun gået fra mig, uden at være blevet klogere på årsagen. Hun var ikke nødvendigvis blevet fri for sine symptomer, som kunne være fortsat, på trods af rodbehandlingen.

I stedet spurgte jeg ind til hendes liv og i dette tilfælde hendes arbejde. Hun arbejdede et sted, hvor hun udførte det hun blev sat til. ”Robotarbejde” kaldte hun det selv. Hun vidste, at hun ikke trivedes, men anede ikke, hvad hun ellers ville have lyst til. Der var lukket helt ned. Det forklarer, hvorfor livsenergien var lukket ned i den tand, der handler om den ’udtrykkende kraft’ og da det var den venstre, handler det om følelser og kreativitet. Hun havde kort sagt mistet forbindelsen til den del af sig selv, der handler om at udtrykke sig følelsesmæssigt og kreativt.

Hun havde ingen ide om, hvornår hun havde mistet evnen til at være passioneret. Der var heldigvis hjælp at hente fra mit pendul. Jeg kunne fortælle hende, at det var sket fra hun var 35-39 år. Først kunne hun ikke komme i tanke om, hvad der var sket i hendes liv på det tidspunkt, men pludselig kom begivenhederne væltende tilbage til hende. To rimelig voldsomme oplevelser. Bl.a. mobning på arbejdet, hvor hun reagerede med at tage sit happy-face på. Hun havde mere eller mindre bevidst, lukket følelserne ned.

Der skete en hel forløsning i samtalen og det var lige før jeg selv havde lyst til at tude. Jeg kunne mærke, at der skete noget inden i hende og hun tog beslutningen om at åbne op for nye muligheder. Nu skulle det ikke længere blot handle om at overleve. Nu ville hun også begynde at leve.

Nogle holistiske tandlæger taler om, hvor farligt det er at have rodbehandlede tænder. Min overbevisning er, at det ikke er de rodbehandlede tænder, der er farlige, men de begivenheder, der udløste de døde tænder. Som i dette tilfælde. Her fik vi kigget på den egentlig årsag og kvinden kan bruge sin tand som målestok for, hvor godt hun arbejder med udfordringen. Får hun intet gjort, vil tanden stadig være øm og ’snakke’. Får hun derimod løst udfordringen, bliver der ro.