Hvor vigtigt er det at få ’ryddet op’ i munden?

 

Det spørgsmål er oppe og vende hos mig, fordi jeg den sidste tid er blevet konfronteret med spørgsmålet flere gange. Fx af den 70-årige kvinde, som har en kindtand (en 7’er i undermunden), der er rodbehandlet og har en krone på. Nu er der kommet karies under kronen og der er ingen tvivl om, at tanden har set bedre dage. Hendes tandlæge er ikke i tvivl – den skal ud. Kvinden føler sig ikke frisk nok til at stå igennem en kompliceret tandudtrækning og henvendte sig derfor til mig for råd. 7’eren i overmunden er tidligere blevet trukket ud, så derfor er der ingen belastning på denne tand. Er det rimeligt at påføre hende de smerter og det ubehag, der følger med? Eller skal man forsøge at lappe tanden, velvidende at løsningen ikke er perfekt?

En anden er kvinden på billedet. Flere af hendes tænder er knækkede og da jeg spurgte, hvordan hun tygger, svarede hun ”langsomt”. Egentlig generer det hende ikke at tygge langsomt og hun føler sig ikke hæmmet af sine tænders status. Skulle man ’rydde op’ ville man trække flere tænder ud og enten lave en delprotese eller implantater. Delprotesen har en plade, der delvist dækker ganen og som forringer smagsoplevelsen. Implantater indebærer operationer og en temmelig stor udgift. Vi snakkede længe om det og hun blev enig med sig selv om, at hun trives fint med tænderne, som de er og ikke vil have dårlig samvittighed over ikke at få dem ordnet.

Da jeg arbejdede som tandlæge, var mit øje trænet i at se behandlingsmuligheder og et ønske om ’perfekte’, velbehandlede tænder. I dag er jeg i tvivl, om ikke det kan være okay at gå med en tand, der er knækket et stykke af, så længe den ikke gør ondt? Nogen vil sige, at der er farligt, at der kan komme betændelse og at betændelsen kan angribe hjerteklapperne og man kan dø af det. I de 25 år jeg har arbejdet som almindelig, praktiserende tandlæge, har jeg aldrig oplevet en eneste patient dø af en dårlig tand.

Min mission er ikke at fratage tandlægerne deres arbejde, men at stille spørgsmålstegn ved den gamle tankegang. Jeg ønsker at give alle mulighed for at tage ansvar for deres egne tænder. At tage ansvar for en mangelfuld tandstatus kan give glæde, når den dårlige samvittighed slippes.

IMG_1188