Paradentose – et altid aktuelt emne

Paradentose er en ’sygdom’, der nedbryder knoglen, som tænderne sidder fast i. I den traditionelle tankegang, er det bakterier og tandsten, der skaber sygdommen og behandlingen er dybe tandrensninger 2-4 gange om året eller operation af tandkødet.  Begge behandlinger er symptombehandling, som ikke adresserer årsagen.
I min optik findes årsagen i følelserne og grundfølelsen bag paradentose er en ’følelse af manglende støtte’ fra omgivelserne. Der er altid et element af offerrolle involveret og netop denne følelse af at være offer, er sjældent erkendt. De fleste klienter jeg har haft, har sagt at de ikke føler sig som offer. Ikke desto mindre er det nødvendigt at se dette mønster hos sig selv, for at blive helbredt for paradentosen.

Forleden havde jeg en klient – Kirsten på 74 år – som har lidt af paradentose i mange år.  Hun voksede op med en mor, som uddelte lussinger med rund hånd. Gerne uden varsel og uden en egentlig grund, så hver dag var usikkerheden et fast element. Som det ældste barn, var det oftest Kirsten, det gik ud over. Det har givet hende et stort behov for at være på forkant og have kontrol.

Hun føler sig ikke som offer og var overrasket, da jeg fortalte, at netop denne følelse/rolle udløser paradentosen. Den individuelle følelse bag Kirstens paradentose var ’selvbebrejdelse’.

Kirsten havde heldigvis en veninde med, som kunne bidrage med nyttige observationer. På vej til mig var de kørt forkert to gange.  Det var ikke alvorlige omveje, men Kirsten tog det alligevel tungt og bebrejdede sig selv, at hun ikke havde været skarp nok på ruten. ”Men det var jo bare fordi…..”, forsvarede hun sine selvbebrejdelser med. Når hun ikke havde udtænkt alt og var på forkant med alt, fejlede hun. Det var den historie, hun fortalte sig selv.

”Det er fordi” er en sætning, man med fordel kan lægge mærke til hos sig selv, for det kan være en undskyldning man bruger, for at fastholde sig selv i en offerrolle. Først når man erkender den, kan man slippe den.

Jeg har set paradentose forsvinde adskillige gange, men altid efter klienten/patienten har gjort det følelsesmæssige arbejde eller har taget nye, bedre beslutninger. Jeg har aldrig set mennesker blive helbredt af de behandlinger, jeg har ’udsat’ dem for som tandlæge.

’Selvbebrejdelser’ var den individuelle følelse, Kirsten skulle kigge på. Det er forskelligt fra person til person og det er en af de indsigter, jeg kan bidrage med i en konsultation. Jeg har fået den unikke gave at kunne tune ind og finde den eksakte følelse.

Har man ikke en veninde med eller genkender man ikke mønstret umiddelbart, kan det være fordi man skal have tid til at absorbere oplysningen. Tid til at bevæge sig gennem modstanden og selvbilledet. Tid til at erkende, at det hænger sammen på den måde og at der netop her, er grundlag for forbedring.