Tandlægeskræk

Jeg har lyst til at fortælle nogle ting, jeg opdagede omkring tandlægeskræk, for jeg mener, at mange tandlæger er uvidende om de mekanismer, der udløser denne. Mange tror, at det er smerter, der gør patienterne angste. Eller hysteri. Jeg har hørt mange patienter fortælle, at de har fået skældud og er blevet bedt om at tage sig sammen.

Tandlægeangst er nok en mere korrekt betegnelse. En stor del af mine patienter havde angst for at gå til tandlægen. Jeg plejede at spørge dem om, hvad der udløser angsten. Som regel ved patienten det ikke. Nogle siger smerter, andre siger, det ikke er smerten, men ikke ved det rigtigt. Jeg er klart af den opfattelse, at smerter ikke udløser angst, med mindre det kommer meget intenst, pludseligt. Vi er alle bange for smerter, men ikke angste.

Jeg har arbejdet en del med det psykiske og er nået til følgende konklusion: Der er tre typer for tandlægeangst, måske flere, men dette er de vigtigste:

Dem, der siger, de er bange for smerter, er som regel nogen, der har været holdt fast i tandlægestolen af voksne. Altså udsat for overgreb. De har mistet kontrollen fuldstændigt og totalt. Man kan hjælpe dem ved at give dem kontrollen. Aftale et tegn, som får tandlægen til at stoppe. Det er selvfølgelig uden diskussion, at tandlægen skal overholde denne aftale! Denne type mennesker har ofte svært ved at blive bedøvet. Undertiden får de 5-6 sprøjter, men har stadig fuld følelse i tanden. Indtil de er færdigbehandlede – så kommer bedøvelsen med fuld styrke. Det er logisk: Hvis man er bedøvet, kan man ikke bevare kontrollen, og så kan alverdens ubehagligheder overgå en, uden man har mulighed for at forsvare sig. Måske overlever man ikke – sådan ”tænker” kroppen. Hjernen kan nok så mange gange hævde noget andet, men kroppen og dens erfaringer ”vinder”. Derfor hindrer kroppen simpelthen bedøvelsen i at virke.

Andre overgreb fx seksuelle kan også udløse denne form for angst.

Andre er bange for at drukne. De har vandskræk. Ofte synker de hele tiden under tandbehandlingen. Man kan hjælpe dem ved at bruge mindst muligt vand og lade dem dreje hovedet til siden, så vandet ikke løber direkte ned i halsen.

Den tredje gruppe synes jeg efterhånden, der er flest af. De er bange for at blive kvalt. De har svært ved at tillade røntgenbilleder komme ind i munden. Stemmer imod. Finder det angstfremkaldende, når der er for mange ting i munden på én gang. Vatruller, tandlægens udstyr m.m. I begyndelsen troede jeg, det var mennesker, der var født med navlestrengen rundt om halsen, og dem er der også nogle af.

Men der er overvægt af mennesker, der har fået narkose. Jeg har som studerende overværet mennesker blive intuberet, dvs. få presset et rør ned i luftrøret med narkose. Det ser ret voldsomt ud. Patienten er bedøvet på det tidspunkt, men ikke følelsesløs. Kroppen registrerer i høj grad det indtrængende fremmedlegeme og er rent faktisk ved at blive kvalt i det øjeblik. Kroppen husker, og fremover vil enhver situation, der minder om denne, fremkalde angst.

Jeg havde en interessant oplevelse på klinikken en dag. Jeg skulle bore i den bageste tand i undermunden på en 70-årig kvinde. Det var svært at komme til, hun spændte både i læber og tunge. Jeg satte boremaskinen fra mig og spurgte, om hun var blevet opereret på et tidspunkt. Hun fortalte med rædsel i stemmen om en undersøgelse af mavesækken, hun havde fået foretaget år tilbage. Der var blevet ført en slange ned gennem halsen, mens hun var ved fuld bevidsthed. Det havde været rædselsfuldt.

Da vi havde snakket om dette, begyndte jeg at arbejde igen, og denne gang slappede hun fint af. Hun havde fået en øget bevidsthed, som gjorde, at hun kunne skille tingene ad og tillade mig at arbejde.

Der er intet pinligt i at være bange for at gå til tandlægen! Mange mennesker synes, at det bare er hysteri, og at de burde tage sig sammen. Intet kunne være mere forkert. Et er hjernen og tankerne, noget andet er kroppen og følelserne. Det, man har oplevet, sidder i kroppen og skal tages alvorligt. Hverken skældud eller irettesættelser virker. Mange angste patienter har fortalt mig grufulde historier om tandlægebesøg, hvor de blev behandlet som forkælede børn.

Det eneste, der virker, er anerkendelse af følelserne og en ”optrævling” af de gamle traumer. Gerne under professionel hjælp.

Ofte er tandlæger ”klædt for dårligt på” til at håndtere tandlægeskræk og har selv en angst for patienternes reaktion. Der findes heldigvis hjælp, da mange tandlæger har specialiseret sig inden for dette område.

Hvis du lider af angst og kan genkende dig selv i en af disse tre typer, må du tage ansvaret og melde klart ud til din tandlæge, hvad det er, der gør dig angst. Og kan din tandlæge ikke håndtere dette, så er mit råd, at du finder en tandlæge, der forstår dig og anerkender din angst.